26. august 2010

Højt spil og balance


Man kan jo altid trække i en ensfarvet hvid eller lyseblå skjorte og binde et slips om halsen med et diskret mønster. Sikkert, nobelt.

Men, som jeg tidligere har været inde på, så kribler det i mange af os for at lege med udtrykket uden - ak og ve! - at ende i komikken. Elegancen må aldrig være til fals.


Manden her, som jeg fandt i et gammel Esquire-magasin, viser en metode, vi kan støtte os til, hvis vi vover os ud i de kraftigere virkemidler. Han er nok lige vel pædagogisk, men inspirerende trods alt. 

Det handler om, hvordan han kombinerer skjorte og slips og får arrangementet til at ramme hin så ofte besungne balance. Bemærk, hvordan han bruger relativt store mønstre (kontrast), men i samme størrelse (harmoni). Bemærk, hvordan han kombinerer striber med prikker (kontrast), men af samme farve (harmoni).

Kontrast er rasende vigtig i herrebeklædning, men der skal også doseres med harmoni. Øjet skal have chancen for at finde hvile.

At vores mand så kombinerer alting lidt for perfekt og skaber et smule affekteret billede, er en anden historie. Hans brug af virkemidler i balancens tjeneste er stadig værd at notere.

Foto: Stiljournalen/Esquire, 1938

4 kommentarer:

  1. Anonym16.16

    Meget oplysende, udmærket. Desværre er viden om herrebeklædning ikke udbredt i dag. Jeg husker min far yndede at sige "To farver, ikke flere" om skjorte og slips.

    Med venlig hilsen

    K. Retzow

    SvarSlet
  2. S. Bormann08.47

    Du skriver: "Bemærk, hvordan han bruger relativt store mønstre (kontrast), men i samme størrelse"
    Er der her tale om skjortens og slipsets mønster? Det forvirrer mig en smule.

    Ser man bort fra det, er billedet du viser et godt eksempel på underspillet brug af farver. Milevidt fra tøjbutikkernes ekstravagante brug af farver, herunder grøn, og i stor stil, ak og ve, lilla, viser Esquire den rigtige måde(hold) med farver. Slipsets mønster er stort, men "rent", så det ikke ender i cirkusrevyen. Skjorten og slipset minder liiiiidt for meget om samlesæt, når man betragter det nederste billede.

    Glimrende indlæg. Hvis blot man kunne erhverve sig et slips med store prikker, kunne man lege med det kombinationerne.

    SvarSlet
  3. @ Bormann: Enig, det er ikke en superklar formulering, men jeg mener, at brug af store mønstre er en kontrast til den normale brug af mønstre. Det er en iagttagelse, og jeg er bevidst om, man kan godt se kontrast/harmoni-linjerne på en anden måde. God pointe iøvrigt med, at der er lidt "samlesæt" over ensemblet.

    VH Torsten

    SvarSlet
  4. Anonym15.18

    @Bormann: Du kan godt finde slips med store prikker. Ovre i England hos producenten Van Buck har de nogle "giftige" af slagsen. Det er ikke lige mig, men er du interesseret så tag et kig på http://www.vanbuck.com/www.vanbuck.coms/info.php?p=2

    Lov mig at sende et billede til Torsten med henblik på publikation, når/hvis du optræder med et sådant slips!

    Hilsen FBJ

    SvarSlet

Moderation af kommentarer er slået til. Find din indre gentleman frem, og undlad hån, arrogance og personangreb, som kan være så fristende, hvis man sidder alene bag tasterne.