28. juli 2011

Den amerikanske forbindelse


Englænderne har domineret udviklingen af klassisk herremode, men amerikanerne har også sat deres præg, ikke mindst på sommergarderoben. Det er, som om amerikanernes mere frie temperament har foldet sig ud tøjmæssigt, når sommeren har sat ind.

Vi ser det amerikanske kontrafej i den spraglede preppymode, som Brooks Brothers og J. Press førte til torvs i 1950'erne, og som Ralph Lauren nu er den mest kendte eksponent for. Englænderne har også en tradition for rabalder i garderoben - tænk blot på Hertugen af Windsors larmende tweedsæt, men hos amerikanerne falder de vilde farver og mønstre og det løse snit mere naturligt. Det er sigende, at det var amerikanerne, der populariserede de komfortable hyttesko og den casual buttondownskjorte, begge dele hentet i England.

Jeg generaliserer naturligvis, og i dag er tøjstile jo i et vist omfang blandede og globaliserede. Men den klassiske sommergarderobe kan ikke forstås til bunds uden at inddrage den amerikanske go-to-hell tøjtradition, som den engang imellem også kaldes.

Foto: Esquire, 1973

2 kommentarer:

  1. Potter09.26

    Der er også kommet en hel del bøger om fænomenet, fx The Ivy Look med masser af billeder af filmstjerner såsom Dustin Hoffman og jazzmusikere som Miles Davis og Bill Evans. Det ser ud som om især et yngre publikum er fascineret af denne "professoragtige" stil med kanelfarvede jakker, mørkegrøn fløjl og beige "dirty buck" ruskindsko med rød sål. Sidstnævnte sko er jo blevet et hit blandt de hippe denne sommer.

    SvarSlet
  2. Den amerikanske komfort- og sjovtilgang er en storartet ting for herregarderoben, synes jeg, men den kammer nogle gange over og bliver bare formløs og dårlig smag. Man skal ikke glemme en dosis fransk eller engelsk modesty :-)

    SvarSlet

Moderation af kommentarer er slået til. Find din indre gentleman frem, og undlad hån, arrogance og personangreb, som kan være så fristende, hvis man sidder alene bag tasterne.