Skjortemanchetten

Ansigtet er sjælens spejl, og derfor skal vi gøre os umage med krave, flipper og slips, der fungerer som ramme for ansigtet. Det ved vi.

Hvad færre sikkert tænker over, er, at hænderne bærer på næsten samme symbolske kraft. Prado-museet i Madrid er et godt sted at begynde studiet. Der møder man flere malerier af El Greco, herunder nogle portrætter af adelsmænd. Portrætterne er på den ene side meget enkle i sort og hvid. Alligevel er de mystisk-komplekst dragende, blandt andet på grund af håndspålæggelsen af brystet. Hvad betyder den?

Jeg ved det ikke, men vi ser, at ansigt og hænder omkranses på ligeværdig vis. Begge dele ligesom vokser ud af krøsets bløde linned. Både ånd og hånd accentueres.

Den refleksion for at vi kan nå frem til skjortemanchetten, og hvordan den bør være og arte sig. For skjortemanchetten er vigtig for den vellykkede påklædning. Historien tynger.

Vi har dobbelmanchetten, der lukkes med manchetknapper, silkeknuder eller anden mikromekanisme. Dobbeltmanchetten har det bedst med jakkesæt i den formelle genre, men jeg vil ikke udelukke den sammen med en mere løsagtig habit. Jeg vil i reglen ikke benytte den med sportsjakken. Og jeg vil næppe nogensinde benytte den uden et slips.

Dobbeltmanchetten skal lukke så tæt, at den ikke glider ned på hånden. Samtidig må lukkemekanismen ikke trække så meget, at dobbeltmanchetten trækkes helt ud af sin dråbeform. Hvis der er en del af Prins Charles' ellers fremragende dragt, der kan kritiseres, er det netop dobbeltmanchetterne, der har det med at glide ned på hans hånd. Turnbull & Asser, hans skjortemager, svigter på det punkt.

Enkeltmanchetten, der skal lukkes med manchetknapper, ses meget sjældent i dag. Men her og der yndes den, fx hos Juan Carlos I af Spanien. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale den, medmindre man altså er konge af Spanien eller lignende. Den er gammeldags på linje med knækflippen.

Den mest udbredte manchet er enkeltmanchetten med påsyet knap til at lukke manchetten. Nogle foretrækker i den sammenhæng to eller tre knapper. Det er et personligt valg alene. Om kanten af manchetten er afrundet eller diagonalt eller retvinklet skåret, er ligeså personlig smag eller idiosynkrasi. Den runde manchet er dog den mest udbredte.

Det er mere væsentligt, hvordan enkeltmanchetten omslutter og sidder på håndledet. Også her gælder det, at den ikke må være løs, som man så ofte ser på færdigsyede skjorter. Flere læsere vil nok huske min jammer over Hjernemadsens skjortemanchetter, der var så store som tøndebånd. De løse enkeltmanchetter glider som nævnt nemt ned på hånden og understøtter dårligt håndens symbolske rolle.

Manchetternes relation til jakkeærmet skal vi også huske. Vi ved alle, at vi gerne må lade en smule af manchetten titte frem af jakkeærmet. Sociologer vil hævde, traditionen skyldes, at det var statussymbol i svundne tider at kunne flashe en stykke skinnende rent manchetlærred. Jeg ser det mere som skønhed. Det lille stykke skjortemanchet skaber ganske enkelt en elegant overgang fra jakkeærme til hånd. Det lille stykke skjortemanchet annoncerer hånden.

Illustrationer: Prado, Casa Real og Stiljournalen