12. oktober 2014

Test af en bukseskrædder i Berlin


Nu har jeg flere gange fortalt om mine ture til Herr Arnulf i Potsdam, og de har bestemt været en stor oplevelse for mig. Men jeg har også nået andre ærinder på vejen, jeg endnu ikke har berettet om. Jeg har blandt andet besøgt en bukseskrædder i Berlin, der - som navnet så tydeligt fortæller - har specialiseret sig i bukser og til en meget tilgængelig pris på 140 euro pr. par eksklusive stof. Navnet er Nicola Gebhard, og hun befinder sig - modsat Herr Arnulf, der rykkede til Potsdam for nogle år siden - i selve Berlin. Hun kan på ingen måde sammenlignes med den gamle mesterskrædder, og har ikke hans færdigheder, men hun er ordentligt uddannet, og jeg har testet hendes bukser i et par omgange, og de er ikke ringe.

Først lavede hun mig et par klassiske flannelsbukser. De var ok, men jeg var ikke helt tilfreds med hendes evner udi læg i bukselinningen. Det resultat burde jeg måske have forudset. Jeg havde allerede noteret, at hun gør sig mest i denim og lærredsbukser, men det kunne jo være, hun kunne de meget klassiske bukser også.

Så lavede hun mig et par lærredsbukser uden læg og opslag, og de ramte sgu meget godt. Total balance for og bag, komfortable, ikke for meget stof et sted og for lidt et andet sted. Og siden har hun lavet mig endnu et par par i samme model med dejlig høj talje og andre personlige præferencer, som sjældent kan opfyldes, hvis man handler i butikken nede på hjørnet eller på nettet. 

Hun forarbejder bukserne hele vejen igennem på sin symaskine. Ikke noget med italiensk håndarbejde der. Hun afstiver også bukselinningen med - O! - vlieseline i stedet for et lærredsindlæg. Men sådan må det selvfølgelig være, hvis man slipper med 140 euro for et par skræddersyede bukser. 

Nicola Gebhard har en-to prøver, før bukserne er færdige. Når mønstret er der, kan man bare genbestille uden prøve. 

Foto: Stiljournalen

7 kommentarer:

  1. Anonym22.32

    Hvorfor bæltestropper? En af de mange glæder ved skrædderi, er da netop at slippe for bæltet.

    Peter

    SvarSlet
  2. Torsten11.59

    Hej Peter. Det er jo lidt smag og behag. Jeg har kun seler på (nogle af) mine habitbukser. Der giver de mening, ikke kun, fordi de er behagelige, men de får også bukserne til at falde smukkere, og er jakkesættet toradet eller tredelt, kan et bælte bule i jakke/vest. På fritidsbukser i bomuld giver seler mindre mening, fordi bomuld alligevel krøller og "forstyrrer linjen". Desuden hænger et bælte historisk fint sammen med bomuldsbuksers casual karakter.

    SvarSlet
  3. Anonym15.16

    Det var nu såmænd heller ikke fordi, der skulle benyttes seler. Det ville kun se fjollet ud...

    Skrædderen i Berlin, må da have forslået 'side straps' som en løsning?

    Peter

    SvarSlet
  4. Anonym15.31

    Det er gode tidender, du bringer!
    Jeg har længe ledt efter en efterprøvet skrædder af pænere hvedagsgenstande i den gode mellemkategori. Men hvordan forholder det sig med fløjl og cavalry twill? Ville du være tryg ved at lade damen udføre den slags også? FS

    SvarSlet
  5. Torsten16.40

    @ Peter: Hun fik ikke chancen. Jeg vidste, hvad jeg ville have og bad om bæltestropper. De første flannelsbukser har dog spændetamp - det bad jeg om.

    @ FS: Hun kan fint sy fløjl og cavalry twill, hvis du vælger slank model og uden læg i linningen. Det er tilsyneladende den stil, hun laver mest af.

    SvarSlet
  6. Anonym17.05

    Hvad tager hun for levering og gemmer hun ens mål?

    mvh
    Magnelli

    SvarSlet
    Svar
    1. Torsten17.26

      20 euro. Hun gemmer mål/papirmønster.

      Slet

Moderation af kommentarer er slået til. Find din indre gentleman frem, og undlad hån, arrogance og personangreb, som kan være så fristende, hvis man sidder alene bag tasterne.