9. november 2010

Butik: Franske lommetørklæder


Hvor er lommetørklæderne? spurgte flere, da de klikkede ind på webshoppen første gang. Og de manglede rigtignok, men de var så selvfølgelige for mig, at jeg først fik dem bestilt hos Simonnot-Godard, da de andre varer var trukket i hus. 

Men nu er de her altså, og de er ikke overraskende lækre i ultrafin bomuld og hørlærred og med håndrullede og håndstukne kanter.    

Simonnot-Godard er et lille fransk firma, der kan føre sin historie tilbage til 1787. Det er stadig i familien og drives af i dag af Benjamin Simonnot-Godard og hans hustru Gersende. De bor i Bruxelles, mens tilvebringelsen foregår på den anden side af grænsen i Frankrig. 

Det er Gersende, der står for designet. Hun er meget strikt med at følge traditionen, fornemmer jeg, og skaber nye mønstre med udgangspunkt i nogle vidunderlige, gamle bøger fra Simonnot-Godards historie, som de har stående, nogle med tegninger og væveprøver, der er mere end 100 år gamle. Jeg har selv haft fornøjelsen af at bladre - forsigtigt! - i et par af dem.

En anden af de specielle ting ved Simonnot-Godard er, at de også væver deres bomuld- og hørstof. De køber ikke stoffet andetsteds, men kører hele produktionen selv fra vævning over efterbehandling af stoffet til forarbejdning af lommetørklæderne i hånden. 

Det stof, der forlader deres væveri, er alene af den meget delikate art. Hvis vi taler bomuld, ligger finheden på 170 og 200 (tallet er gammelt engelsk mål og et udtryk for, hvor mange bomuldstrenge, man kan spinde à 840 yards på et pund bomuld. Jo højere tal, jo mindre diameter på bomuldfibrene). 

Personligt bryder jeg mig ikke om skjorter i meget høj finhed, men lommetørklæder er en anden sag. De skal være rasende delikate, ellers er de ligegyldige eller i værste fald forlorne. Husk på, at du kan komme i en situation, hvor du griber i brystlommen og rækker dit lommetørklæde til en kvinde, og hun kan naturligvis kun klare sig med det allerfineste. 

Jeg sælger lommetørklæderne i den klassiske store størrelse 44 x 44 cm. De små pochettes er ikke mig. De mangler historie i mandegarderoben. Da stoffet er i finhed 200 og næsten gennemsigtigt, er der snildt plads til lommetørklædet nede i brystlommen på din jakke, også hvis jakken lægger sig tæt til brystkassen.

Mange har i tidens løb spurgt mig, hvordan lommetørklæderne skal foldes. Jeg har samlet flere af måderne i menuen til højre. Men tænk ikke for meget over det. Det gør ikke noget, det ikke sidder rigtigt, så længe det sidder naturligt i brystlommen. 

3 kommentarer:

  1. Anonym17.17

    "Husk på, at du kan komme i en situation, hvor du griber i brystlommen og rækker dit lommetørklæde til en kvinde, og hun kan naturligvis kun klare sig med det allerfineste", sagde han, snoede spidserne på sin moustache og rettede på sin monokel.

    Nu er vi vist tilbage i perioden fra før verden gik af lave, dvs. omkring år 1900 ... Men sjovt er det sgu!

    kh/Ebbe

    SvarSlet
  2. Luther18.25

    Lige en lille rettelse.

    Du skriver 'Men nu er de her altså, og de er ikke overraskende lækre i ultrafin bomuld og hørlærred...'
    Det lyder som om du ikke er tilfreds med kvaliteten?

    Mener du ikke ' ...og de er, ikke overraskende, lækre i ultrafin...'

    - Ebbe: Der er da ikke noget der udstråler mere elegance, end at tilbyde en kvinde 'i nød' et ultra fint lommetørklæde?

    SvarSlet
  3. Hej Luther, jo det var nok en lidt snørklet sætning. Jeg mener i hvert fald, lommetørklæderne er meget lækre.

    SvarSlet

Moderation af kommentarer er slået til. Find din indre gentleman frem, og undlad hån, arrogance og personangreb, som kan være så fristende, hvis man sidder alene bag tasterne.