En guide til slipsenåle og anden lir

Man starter ikke med lir, selv om mange gør det, fordi den frister så dælens meget. Lir, forstået som primært glimtende tilbehør, man kan sætte på tøjet, bør man vente med, til man behersker snit, farver, mønstre og teksturer fuldt ud. Ellers falder liren i bedste fald komisk ud og i værste fald forlorent.

Så gå gelinde frem. Brug ikke al liren på én gang. Tag denne guide til lir som inspiration - som hvis nu, du vil accentuere et allerede velkomponeret dress.

Slipsesnåle
Slipsenålen kommer i flere udformninger. Den er primært dekoration, men disciplinerer også slipset.

For det første er der den slipsenål, der faktisk er en nål (tie stick pin). Hovedet vil bestå af en perle, en ædelsten, en emaljefigur eller et metalmønster, som ofte er bøjet 90 grader, så nålen kan stikkes nedad gennem slips og skjortestolpe, mens hovedet stikker ubesværet udad. Slipsenålen har specielt en historie med 1800-tallets rideslips (plastron) og kravat, men har også været brugt med langslipset. I alle tilfælde sidder nålen højt og understøtter knudearrangementet. Slipsenålen kan syne fornem og højtidelig i sammenligning med andre slipsenåle. Herreskrædder Steven Hitchcock viser brug af den gamle slipsenål her:

Så er er der slipsestiften (tie tack). Den har et altmodsich skær som slipsenålen og kan gå ind og erstatte den. Hovedet vil ligeledes være en perle, en ædelsten mv., og den sidder også højt på slipset, så den kan hjælpe med at holde knuden på plads. Man fæstner slipsestiften og stabiliserer slipset med en lille kæde til et knaphul i skjorten.

Derpå har vi den i disse år udbredte slipseklemme (tie clip). Den består af et lille stykke guld, sølv, messing eller stål, evt. dekoreret, der klemmes om slipsets blad og skjortens stolpe, så slipset ikke flagrer. Slipseklemmen sidder ikke så højt på slipset som slipsenålen, men ca. midt på eller lidt over midten, og slipseklemmen må gerne - men skal ikke - sidde nonchalant på sned. Slipseklemmen er alt andet lige den mindst formelle slipsenål og brugbar til daglig. Den vandt frem, da mænd begyndte at droppe vesten, der havde holdt slipset på plads.

Den fjerde slipsenål er mere en slipsekæde (tie chain). Den stabiliserer tillige et slips, der ikke har vest, men ved at man fastgør kæden, der omfavner slipsebladet, med en lille krog til en skjorteknap. Slipsekæden kan om nogen lir virke for larmende - som en guldlænke om halsen på en mand, men slipsekæden kan vel bæres, hvis der ellers er kælet for materiale og udformning, og hvis påklædningen i øvrigt understøtter en, lad os sige, udbygget finish.

Flipnål
Flipnålen er et andet stykke lir, der ligeledes dresserer slipset. Den bruger dog skjorteflippens snipper i stedet for åbningen i skjortebrystet. Det var den nedfoldede skjorteflip, der bredte sig efter Første Verdenskrig på bekostning af stående flip og knækflip, der åbnede banen for flipnålen. Igen kan vesten, der forsvandt, have bidraget til flipnålens popularitet, da flipnålen løfter og fastholder knuden, hvad en tætsiddende vest også kan bidrage med.

De to mest brugte flipnåle er sikkerhedsnålen (collar safety pin, se Gary Cooper ovenfor) og flippinden (collar pin bar). Den første stikkes blot igennem snipperne og under knuden, mens flippinden kræver, at snipperne er forsynet med et par dertil indrettede små huller. Sikkerhednålen er mindre demonstrativ end flippinden. I begge tilfælde bør man holde sig til en mindre slipseknude, for at udtrykket ikke skal blive klodset. Altså ingen tykke slips og windsorknuder med flipnålen.

Reversnål
Jakkens revers er et andet yndet sted at gøre stads af sig. Vi har knaphulsblomsten, og så diverse nåle, emblemer og ordener (læs om ordener nedenfor). Her skal det handle om ædelsten, figurer, emblemer og kunstige florale aggregater, der sidder på nåle.

Reversnålen er i mange tilfælde ceremoniel. Den kan refere til en forening, klub, miltær enhed eller udtrykke solidaritet med en bestemt sag. Alt det er fint nok, men reversnålen bliver først interessant og relevant stilmæssigt, hvis den bruges æstetisk, det vil sige fuldstændigt frivilligt, og fordi den forædler påklædningen.

I den henseende tegner to muligheder sig, hhv. perlen. ædelstenen, emaljefiguren eller metalformen på nål, og derudover stofblomsten på nål. De første er selvsagt mere fornemme og autoriserede, men jeg vil ikke afskrive stofblomsterne. De prøver ikke at ligne en ægte blomst, men erindrer blot om dem. Blomsten kan jeg i det hele godt lide på toppen af en reversnål. En blomst i emalje eller formgivet i sølv eller guld gør sig også elegant i reverset.

Du påfører nålen ved at stikke den gennem knaphul og ind i reversets stof, men ikke så nålen syner på stoffets forside. Det foretrækker jeg selv da. Der er også dem, der gerne vil have, at nålen titter frem under blomsten.

Brystknapper
Kjolesæt og smoking tager også imod lir. Det går på skjorten, der i kjolesættets tilfælde skal lukkes med brystknapper, og som i smokingskjortens tilfælde kan lukkes med brystknapper.

Hvide perlomorsknapper passer godt til kjolesættet, mens man kan lege lidt mere med udtrykket på smokingskjorten. Man behøver ikke mere end to eller tre brystknapper, hvis bugen ellers er dækket af med vest eller toradet jakke. Er man høj, kan man få brug for fire brystknapper.

Brystknapper er dog ikke nødvendige på smokingskjorten, og jeg har den idiosynkrasi, at de bedst benyttes på smokingskjorter med knækflip. Hele ideen, da man introducerede den nedfoldede flip i 1920'erne, var "at klæde sig blødt", og hvorfor så beholde brystknapper, der kalder på et meget stift skjortebryst? Men altså, det er en personlig holdning, jeg på ingen måde kan kalde en del af traditionen.

Brystknapperne bør ikke matche manchetknapperne en-til-en.

Manchetknapper
Apropos manchetknapper, den mest kendte lir, de fortjener et selvstændigt indlæg, så lad mig kun kort berøre dem kort her.

De er først og fremmest ovale og i guld, hvis man sporer dem tilbage til 1800-tallets England. Men ellers er former og materialer jo mangfoldige. Vigtigste råd er vel: Hold igen. Det er fristende at fyre den af, men bare det, at man overhovedet bærer manchetknapper giver en pæn effekt i sig selv.

Seglring
Signetring, seglring, bedst egnet til konger og fyrster, der har undveget digital post og Nemid, da ringen bruges til at trykke sine initialer eller familiesegl ned i varm lak på breve og forordninger. Kan man så gå med en seglring, hvis den ikke tjener en praktisk funktion? Det kan man nok. Jeg er dog ikke selv iblandt - endnu. Man bærer normalt seglringen på venstre lillefinger.

Ordener
Jeg burde muligvis springe dem over, da ordener er aldeles ceremonielle og i Stiljournalens forstand uden for pædagogisk rækkevidde. Men til daglig er de frivillige bære, og der kan sgu være lir i dem, synes jeg.

En orden vil ofte være sammensat af selve ordenstegnet, fx et kors, og et ordensbånd samt evt. en lille kompakt roset, som er en stiliseret blomst. Bruger man en orden i civil sammenhæng, nøjes man med ordensbåndet eller rosetten. Rosetten synes ideel, den er så diskret. Den almindelige Dannebrogsorden har ikke roset, og den syet fast på Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen (se foto ovenfor). Men man kan almindeligvis erhverve sig en separat roset til en orden (tak til Mr X).

Man benytter knaphullet på jakkens venstre revers til roset og ordenen i fuld figur.

Indkøb
Når der skal handles lir, kan jeg komme på fire indkøbsløsninger:

1) Køb ægte guld og ædelsten, fyr den af, lad det gøre ondt i lommen, besøg en guldsmed og dygtig formgiver som eksempelvis Ragnar R. Jørgensen.

2) Køb vintage. Søg på nettet, besøg markeder og gamle smykkehandlere. Alder give megen lir megen charme.

3) Arv lir af din far, morfar, onkel eller andet familiemedlem.

4) Spring over lir. Den velklædte mand kan klare sig uden.

Køb under alle omstændigheder ikke billigt, industriproduceret lir. Det er kitsch, ironisk, historieløst, kort sagt, dårlig smag.

Foto: Stiljournalen samt Fortrove, Rubylane, Age of Jewels, Nothing High Street, Ties Planet, Edward Sexton, Etsy, Antiques Avenue, Lover.ly, Kongehuset, The Antique Jewellery Company, Crane Jewellers, Steven Hitchcock, Clarence Bull og Ragnar R. Jørgensen